Østjyllands Politi er mandag til stede på en adresse på vejen Skovlund i Randers, hvor der er blevet fundet en håndgranat.

Det skriver politiet på X.

Det er et boligområde i bydelen Vorup i den sydøstlige del af Randers, som politiet er rykket ud til. TV2 Østjylland skriver, at der er blevet set flere civile politibiler, ambulancer og brandbiler.

Der er også bomberyddere til stede, skriver Randers Amtsavis.

I første omgang ville Østjyllands Politi kun oplyse, at det var til stede i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Men senere har politiet så meldt ud, at der er blevet fundet en håndgranat.

- Gerningsstedsundersøgelsen pågår i øjeblikket, og vi forventer at være til stede i området i nogle timer endnu, skriver politiet på X.

Man skal respektere afspærringen og ikke gå ind i området, har politiet også skrevet.

/ritzau/