Politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har til brug for opklaringen af de sager, der er opstået i forbindelse med TV 2-dokumentarserien "Den sorte svane", krævet at få udleveret blandt andet råbånd og sms-korrespondancer af TV 2.

Men det krav er nu trukket tilbage.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Årsagen er angiveligt, at TV 2 ikke længere betragtes som "ikke-mistænkt" i forbindelse med de forbrydelser, som er afdækket i forbindelse med udsendelserne.

Hvis man er mistænkt i en sag, har man ikke pligt til at udtale sig eller til at bidrage til politiets efterforskning i øvrigt.

Hos TV 2 er Michael Nørgaard, der er chefredaktør for dokumentar på TV 2, tilfreds med, at kravet er bortfaldet.

- Det er for os at se helt uden fortilfælde, at journalisters sms'er, mails og noter skal udleveres til politiet. Det er et indgreb i pressefriheden, og vi har ønsket at tage sagen så langt, vi overhovedet kan, siger han.

Michael Nørgaard ved ikke, om TV 2 betragtes som mistænkt i forbindelse med nogle af de sager, der er opstået i kølvandet på "Den sorte svane".

- Som vi hele tiden har sagt, står vi naturligvis til rådighed for politiets eventuelle spørgsmål.

- Vi har også flere gange meldt ud, at vi ikke mener, at TV 2 i tilblivelsen af "Den sorte svane" har begået noget strafbart ved at oprette det kontor, der afslører særdeles samfundsvæsentlig kriminalitet ved brug af skjult kamera, siger han i pressemeddelelsen.

"Den sorte svane" udkom i maj 2024 og afslørede, hvordan hærdede kriminelle samarbejdede med personer, der på overfladen var lovlydige borgere, om at begå kriminalitet og sikre sig et udbytte.

Det skete ved, at TV 2 ansatte en såkaldt muldvarp, juristen Amira Smajic, som tilbød at hjælpe de kriminelle med deres forehavende.

Samtalerne blev optaget med skjult kamera og blev senere brugt i tv-udsendelserne.

Anders Riisager, der var forsvarer for Lise Roulund, som optræder i serien, har politianmeldt TV 2, fordi han mener, at tv-stationen med sit setup kan have fremprovokeret den kriminalitet, der opstod i forbindelse med udsendelserne.

/ritzau/