Politiet tog til lufthavnen til lille fly i vanskeligheder
Der var tre om bord på et lille sportsfly, der onsdag forulykkede i Roskilde Lufthavn. Ingen kom til skade.

Der var tre om bord på et lille sportsfly, der onsdag forulykkede i Roskilde Lufthavn. Ingen kom til skade.

Et mindre sportsfly er onsdag forulykket ved Roskilde Lufthavn. Om bord var en pilot og to passagerer, men ingen kom til skade ved hændelsen.
Sportsflyet med de tre personer var i luften, da piloten omkring klokken 13 fik en indikation om, at landingshjulene ikke kunne komme ned og blive låst ordentligt fast.
Derfor cirklede det lille fly over jorden i et stykke tid, og fra jorden kunne det konstateres, at der ganske rigtigt var noget galt med det ene hjul.
Politi, brandvæsen og en ambulance ankom til lufthavnen for at stå klar med hjælp, men heldigvis lykkedes det piloten at få flyet ned uden nogen tilskadekomst.
Det fortæller pressetalsmand Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- De er alle ude af flyet igen, siger han kort efter klokken 14.
Billeder fra stedet viser flyet, der ligger på maven og hviler på højre hjul og venstre vinge. Det venstre hjul ser ud, som om det ikke har foldet sig helt ud.
Roskilde Lufthavn fungerer som aflastning for Københavns Lufthavn. Den benyttes af privatfly, helikoptere, flyveskoler, erhvervsliv og militæret, står der på lufthavnens hjemmeside.
Sagen er afsluttet for politiets vedkommende. Havarikommissionen kommer til at undersøge, hvad der var galt med flyet, siden situationen kunne opstå.
Havarikommissionen gennemfører blandt andet uafhængige og uvildige undersøgelser af flyvehavarier og flyvehændelser.
RITZAU