Der er natten til onsdag affyret skud mod en husfacade på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på sin hjemmeside omkring klokken 08.15.
- Ifølge den indledende efterforskning er der skudt flere gange, skriver politiet.
Politiet oplyser, at det efterforsker sagen intensivt og meget gerne vil høre fra vidner.
Københavns Vestegns Politi er ikke bekendt med, at nogen er kommet til skade.
Ifølge Ekstra Bladet, der har billeder fra stedet, er der skudhuller i ruden hos et pizzeria. Politiet arbejder ifølge avisen inde i og omkring pizzeriaet.
Tidligere onsdag morgen oplyste vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jannick Stæhr, at politiet var til stede ved Gammel Køge Landevej i forbindelse med et mistænkeligt forhold.
- Vi fik anmeldelsen 02.50. Så vi har været derude i et stykke tid, sagde han.
I forbindelse med undersøgelsen har politiet spærret Gammel Køge Landevej mellem Cathrine Boothsvej og I.C. Lembrechts Allé, lød det fra vagtchefen.
Der er endnu ingen anholdte i forbindelse med det mistænkelige forhold.
Politiet er ikke bekendt med, at der er nogen tilskadekomne.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvornår det sydgående spor vil blive genåbnet.
Københavns Vestegns Politi skrev tidligere onsdag morgen på Politi Update, at man kan søge alternative ruter via Brostykkevej ved Hvidovrevej.
/ritzau/
