Politiet opløser propalæstinensisk teltlejr i Skåne
Svensk politi har torsdag morgen opløst en propalæstinensisk demonstration i Lund.

Svensk politi har torsdag morgen opløst en propalæstinensisk demonstration i Lund.

Svensk politi har torsdag morgen opløst en propalæstinensisk demonstration i Lund i Sverige.
Det bekræfter svensk politi på deres hjemmeside.
Politiet har oprettet et forbud mod at opholde sig i området omkring Lundagård i det centrale Lund, og har i den forbindelse sigtet 40 personer for ulydighed mod ordensmagten, fordi de har nægtet at forlade området.
Området, som politiet torsdag morgen har tømt for demonstranter, har siden 16. maj været omdrejningspunkt for massive protester mod Israels krig mod Hamas.

Politiet gav demonstranterne indtil 6.30 torsdag morgen til at rømme den teltlejr, de har slået op i området, men da fristen udløb, var der stadig omkring 30 personer tilbage, beretter det svenske medie TT.
Mediet skriver videre, at enkelte demonstranter får lov til – under politieskorte – at gå ind på området igen for at hente personlige ejendele. Herefter vil demonstranternes telte blive konfiskeret, siger svensk politis talsmand, Thomas Johansson.
Også i Danmark har der været mange demonstranter mod Israel. Ligeledes i Danmark har propalæstinensiske demonstranter slået en teltlejr op på Københavns Universitet, som stadig står.
Her har demonstranterne siden starten af maj boet og demonstreret mod Københavns Universitets kommercielle samarbejde med Israel.
Så sent som tirsdag i denne uge annoncerede universitetet, at man havde imødekommet de studerendes protester og droppet sine investeringer i virksomhederne Airbnb, eDreams og Booking.com, fordi de driver forretning på den besatte Vestbred.
De danske studerende har imidlertid ikke nogen ambition om at opløse teltlejren lige foreløbig.