Den visitationszone, som blev indført i Herlev og Rødovre i forbindelse med decembers voldsomme skyderier, bliver nu ophævet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet 3. december 2021 som følge af et skuddrab i Rødovre. Her brød maskerede mænd ind i en frisørsalon, og skød tre personer. En 17-årig bulgarsk statsborger afgik ved døden.

Visitationszonen blev udvidet 7. december til at dække et område i Herlev, hvor der også fandt et skuddrab sted.

Her blev to mænd i tyverne ramt af skud, hvoraf den ene afgik ved døden.

I perioden, hvor visitationszonen har været i kraft, er 111 personer blevet visiteret. Ud fra de 111 visiteringer er der blevet rejst 20 sigtelser.

Der er blevet rejst en sigtelse for overtrædelse af knivloven og en for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer – resten af sagerne handler om overtrædelse af færdselsloven, oplyser Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

Visitationszonen udløber kl. 18 tirsdag aften, men den kan træde i kraft igen hurtigt.

»Visitationszoner kan blive genindført med kort varsel, hvis det igen viser sig nødvendigt. Det er et godt værktøj for os af hensyn til borgernes tryghed og for at gøre det svært for de kriminelle at transportere våben rundt,« siger politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Michael Hellensberg.

Udover visitationszonen i Rødovre og Herlev, så bliver visitationszonerne på Nørrebro, i Nordvest og Tingbjerg/Husum også ophævet. Det oplyser Københavns Politi på Twitter: