Midt- og Vestjyllands Politi har tirsdag besluttet at ophæve de visitationszoner, der siden maj har været i Herning.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Zonerne blev oprettet i en periode, hvor den jyske by var ramt af skyderier og påsatte brande. Politiet vurderede, at der var tale om en konflikt mellem to grupperinger.

- Vi vurderer bestemt, at zonerne har haft den ønskede effekt. De har medvirket til at dæmpe konflikten og skabe tryghed i de berørte områder, siger Hans Roost, der er linjechef for central efterforskning i Midt- og Vestjyllands Politi.

I en visitationszone må politiet visitere personer, uden at der er en særlig mistanke om, at de har gjort noget strafbart.

Visitationszonerne blev indført 19. maj. Fra den dag og til og med 15. juni har politiet foretaget 53 visitationer. Her er der beslaglagt knive, knojern, en signalpistol, en peberspray og et aluminiumsbat.

Flere personer er i forbindelse med visitationerne også blevet sigtet for narkobesiddelse.

Visitationszonerne var i princippet gældende indtil fredag, men politiet har valgt at ophæve dem allerede tirsdag.

- At indføre visitationszone, hvor politi kan stoppe hvem som helst og visitere dem og undersøge deres ting og køretøjer uden en konkret mistanke, er jo voldsomt indgribende.

- Nu er der ro på, og vi mener ikke længere, der er berettiget grund til at opretholde zonerne, siger Hans Roost og tilføjer, at zonerne kan genoprettes, hvis konflikten blusser op igen.

Aktuelt er 14 personer fængslet i sager, der menes at have forbindelse til en konflikt mellem to grupperinger, der af politiet kaldes Nord-Gruppen og Øst-Gruppen.

Under konflikten har der blandt andet været skyderi og påsatte brande.

I pressemeddelelsen lyder det, at flere borgere har udtrykt bekymring for kriminalitetsudviklingen i Herning.

- Lige nu har vi naturligvis den her konflikt, som fylder, og som har præget kriminalitetsbilledet i Herning. Men ser vi på kriminaliteten i Herning over en årrække opgjort per indbygger, er det ikke vores vurdering, at Herning adskiller sig fra andre sammenlignelige byer i politikredsen, siger Hans Roost.

Visitationszonerne ophører tirsdag klokken 17.

/ritzau/