Østjyllands Politi mistænker fire personer for at stå bag drabet på den 42-årige Mohammad Al-Zerjawi. Han blev dræbt af knivstik på Lenesvej i Brabrand i juli.
En af de mistænkte er anholdt. Det drejer sig om en 26-årig mand. Han bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her vil anklagemyndigheden kræve ham varetægtsfængslet.
Samme krav bliver tre mænd på 21, 24 og 25 år mødt af. De bliver fremstillet uden selv at være til stede. De er eftersøgt af politiet. Med en kendelse om varetægtsfængsling af dem vil politiet kunne efterlyse dem internationalt.
Al-Zerjawi blev sammen med flere andre såret af knivstik natten til 23. juli. Det foregik på en parkeringsplads på Lenesvej i bebyggelsen Toveshøj i Brabrand.
Trods forsøg på at give livreddende førstehjælp afgik den 42-årige mand ved døden. To andre mænd på 23 og 28 år blev også såret, men deres skader kunne behandles.
Al-Zerjawi var en del af rockergruppen Satudarah, hvor han ifølge Ekstra Bladet gik under navnet "Frisør Mudi".
Tilnavnet stammer fra hans tid i Viborg, hvor han drev en frisørsalon indtil for tre år siden.
Inden han blev en del af Satudarah, havde Al-Zerjawi ifølge Ekstra Bladet relationer til den såkaldte Porsche-bande i Skive. Banden har tidligere været kendt under navnet "McDonalds-gruppen".
/ritzau/