Politiet massivt til stede ved Marienborg

Der er tale om en planlagt indsats, og der er ingen grund til bekymring, lyder det fra politiet. Det er uklart, hvad årsagen til indsatsen er.

Politiet har spærret af omkring statsministerens embedsbolig, Marienborg i København onsdag den 3. september 2025. Det står endnu ikke klart hvorfor. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Der er onsdag morgen opsat afspærringer ved statsministerens embedsbolig, Marienborg.

Politiet er massivt til stede, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen skal lokale med ærinde på stedet følges ind på området. TV 2 beretter om, hvordan børn, forældre og personale, der skulle møde i et børnehus i området, er blevet mødt af politiet.

Desuden er lokale, der ror på Bagsværd Sø, blevet orienteret om, at området er lukket.

Politiets tilstedeværelse ved Marienborg er en del af en planlagt indsats med Københavns Politi, Nordsjællands Politi og PET.

Det bekræfter Københavns Politi over for Ritzau. Det er fortsat uklart, hvad årsagen til indsatsen er.

Politikredsen kan for nuværende ikke oplyse yderligere om indsatsen, men oplyser, at der vil blive meldt yderligere ud til offentligheden i løbet af formiddagen.

Det understreges, at der er ingen grund til bekymring.

Desuden skriver politiet på X, at politiindsatsen medfører, at flere veje omkring Marienborg vil være helt eller delvist afspærret.

Desuden er flere busruter blevet omlagt.

Københavns Politi opfordrer til, at man følger politiets anvisninger og orienterer sig om afspærringerne hos P4 Trafik og Vejdirektoratet.

Ritzau har været i kontakt med Statsministeriet, som ikke ønsker at kommentere politiopbuddet for nuværende.