Tre mænd er blevet løsladt i en sag om et skyderi i Køge.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Mændene blev anholdt under en større politiaktion torsdag morgen og fremstillet i grundlovsforhør senere samme dag i Retten i Roskilde.

Her valgte en dommer at opretholde deres anholdelser i tre døgn.

Lørdag er politiet dog kommet frem til, at mistanken mod mændene ikke er tilstrækkelig til, at de fortsat skal være i politiets varetægt.

De tre blev - sammen med yderligere fire personer - sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi i Køge 21. januar.

Her blev en 17-årig dreng ramt af skud i ryggen, men han overlevede.

De fire andre mistænkte blev også stillet for en dommer torsdag og blev efterfølgende varetægtsfængslet.

I alt 11 personer blev anholdt under politiets aktion tidligt torsdag morgen, men fire blev senere på dagen løsladt.

/ritzau/