Midt- og Vestsjællands Politi leder efter en 37-årig mand, der mistænkes for at have udsat en 38-årig kvinde for voldtægt og frihedsberøvelse natten mellem fredag og lørdag.

Det oplyser Søren Villadsen, der er efterforskningsleder på sagen og politikommissær i politikredsen, til Ritzau.

Natten mellem fredag og lørdag blev en 38-årig kvinde ifølge politiet opsøgt i sit hjem i Køge af en mand, hun tidligere har haft en relation til.

- Hun bliver med vold og magt og mod hendes vilje tvunget ind i en bil og kørt til den 37-åriges adresse i Køge, siger Søren Villadsen.

På adressen blev kvinden udsat for voldtægt, og hun blev tilbageholdt i flere timer.

Kvinden blev til sidst kørt retur til sin bopæl i Køge af manden.

I løbet af lørdag anmeldte hun hændelsen til politiet.

- Det er selvfølgelig en sag, vi ser på med en stor grad af alvor, fordi det har været voldsomt, siger politikommissæren.

Politiet har ledt efter den 37-årige mistænkte alle relevante steder, og ifølge Søren Villadsen ved den mistænkte godt, at politiet leder efter ham.

- Han har til klokken 15.00 i dag til at henvende sig. Efterfølgende vil vi gå ud med foto og navn, hvis han ikke har henvendt sig, siger Søren Villadsen.

/ritzau/