Nordjyllands Politi har udstedt et midlertidigt opholdsforbud på en ejendom i Vodskov, hvor der ligger et klubhus tilhørende rockerklubben Comanches MC.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at indføre et midlertidigt forbud er truffet på baggrund af en vurdering af konfliktniveauet mellem Comanches og personer med tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Opholdsforbuddet gælder fra klokken 18.00 tirsdag til 13. april klokken 18.00.

- Vi vurderer, at situationen lige nu er så alvorlig, at det er nødvendigt at forhindre ophold på stedet for at beskytte både personer og omgivelser, idet der foreligger en konkret risiko for, at ejendommen kan blive mål for voldelige angreb, siger Sune Myrup, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Sune Myrup oplyser til Ritzau, at politiet natten til tirsdag har foretaget en ransagning af klubhuset, der ligger på Lerbækvej i Vodskov.

I klubhuset og i en bil i nærheden af klubhuset blev der fundet adskillige våben. Det er en af årsagerne til, at politiet har vurderet, at der er en konflikt mellem de to grupperinger.

- Det tyder på, at der er en konkret fare, og at det kan eskalere. Derfor går vi ind og lukker klubhuset, så det ikke bliver genstand for angreb, siger han.

Politiet har i forbindelse med våbenfundene sigtet flere personer, som det traf på stedet.

Natten til mandag var der en eksplosionsagtig brand i et rækkehus i Dronninglund.

Den kan også have forbindelse til situationen mellem de to grupperinger.

- Vi efterforsker bredt og holder alle muligheder åbne, men også med en hypotese om, at det kan være led i det her opgør i de her kriminelle miljøer, siger Sune Myrup.

Beboeren i rækkehuset slap uskadt fra branden, og ingen er anholdt i den sag.

Opholdsforbuddet betyder, at ingen må tage ophold i bygningen. Det kan straffes med op til to års fængsel, hvis man bryder opholdsforbuddet.

Politiet øger desuden dets tilstedeværelse i området omkring klubhuset for at skabe tryghed for borgerne.

/ritzau/