Danmark skulle bare overstås, da mand bosat i Norge torsdag skulle hjem fra Tyskland.
Turen skulle imidlertid vise sig at blive en af de helt dyre, skriver Nordjyske.
Manden havde nemlig købt ny bil: En Lamborghini Huracán til to millioner kroner, og den skulle tilsyneladende bevise sit værd inden færgen hjem til Norge.
Syd for Hjørring blev manden målt til 236 km/t i en hastighedskontrol, som Nordjyllands Politi havde placeret på E39.
Det udløste, at bilen blev konfiskeret, hvilket fredag aften bliver indbragt for Retten i Hjørring.
I de senere år har der på landsplan været en stigning i antallet af vanvidsbilister, hvilket resulterede i, at en ny strengere lovgivning trådte i kraft i marts i år. Den medførte højere straffe og muligheden for, at politiet kan konfiskere køretøjer.
Siden 31. marts har det været muligt at konfiskere biler, der er blevet brugt til vanvidskørsel, også selv om det ikke er ejeren, der har kørt bilen.
Det betegnes som vanvidskørsel, hvis man overskrider hastighedsgrænsen med mere end 100 procent ved kørsel over 100 kilometer i timen, og automatisk hvis man kører over 200 kilometer i timen. Spirituskørsel med en promille over 2,00 regnes også for vanvidskørsel.
Som udgangspunkt vil man også blive idømt en ubetinget frakendelse af førerretten i minimum tre år for vanvidskørsel.