Nordjyllands Politi efterlyser søndag eftermiddag en hvid Hyundai, som er forsvundet fra en parkeringsplads i Aalborg mellem klokken 12 og 13.
I bilen sad en sort cockerspaniel, skriver politiet på det sociale medie X.
Ifølge vagtchef Karsten Højrup mener politiet, at den formodede biltyv har fjernet en gps-tracker fra hundens halsbånd. Den er smidt på stedet.
Hverken hund eller bil er set siden, lyder det.
Vagtchefen fortæller, at det er en yngre kvinde, som efterlod bilen på en parkeringsplads på Strandvejen i Aalborg. Parkeringspladsen ligger over for en Kvickly-forretning.
Hun lod vinduet stå åbent for hunden.
Bilen er hvid og er fra årgang 2015. Hunden beskrives af politiet som værende syv år gammel, brun og sort med en mindre hvid aftegning på brystet.
Det er bilens ejer, som har anmeldt hændelsen til politiet.
I opslaget på X opfordrer politiet til, at man henvender sig, hvis man har set bilen eller hunden. Det kan man gøre på telefon 114.
/ritzau/