Opdateret

Politiet har fundet Suzuki Swift efter skuddrab på kvinde

En 51-årig mand stak af til Tyskland, efter at han angiveligt skød en 54-årig kvinde i Odense.

Politiet har fundet en Suzuki Swift, som det tidligere efterlyste i forbindelse med en drabssag i Odense. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet har fundet en sølvgrå Suzuki Swift, som det tidligere eftersøgte i forbindelse med mandagens skuddrab på en kvinde i Odense.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

- Vi har fundet gerningskøretøjet fra drabssagen, som vi har bedt folk om at holde øje.

Politiet fandt selv bilen natten til onsdag, lyder det.

- Jeg kan ikke kommentere, hvor den er dukket op. Det skal vi nok melde noget ud omkring, når vi er klar til det, siger han.

Bilen skal nu undersøges, og Steen Nyland kan endnu ikke oplyse, hvornår man vil melde noget ud om den.

Politiet bad tirsdag eftermiddag om borgernes hjælp til at finde bilen.

En 54-årig kvinde blev mandag dræbt af skud på Abels Allé i Odense.

Politiet havde gang i en større efterforskning, hvor man fokuserede på den mistænkte, som var kørt fra stedet.

Den mistænkte er en 51-årig mand, som blev anholdt i Hamburg Lufthavn af tysk politi flere timer senere.

Han blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør in absentia, hvilket vil sige, at han ikke var til stede under retsmødet.

Det fremgik ifølge Fyens Stiftstidende af sigtelsen, at manden, som har en relation til det 54-årige drabsoffer, menes at have skudt kvinden seks gange med en pistol.

Ved tirsdagens grundlovsforhør lukkede dommeren dørene. Af den grund har politiet ikke ønsket at oplyse, hvorfor man mener, at bilen er interessant for sagen.

/ritzau/