En 27-årig mand fra Københavns Nordvestkvarter, og som siden 12. december har været savnet og efterlyst, er fredag fundet i god behold.

Det skriver Københavns Politi på X.

14. december delte politiet informationer om mandens identitet i forbindelse med efterlysningen.

Af hensyn til den 27-årige og hans pårørende har politiet nu slettet informationen og ønsker desuden ikke at dele yderligere oplysninger om sagen.

- Tak til jer, som hjalp med at lede efter den 27-årige og kom med oplysninger om, hvor han kunne opholde sig, skriver politiet i opslaget.

Mandens pårørende er underrettet om fundet, lyder det videre.

Den 27-årige blev efterlyst, efter at han senest blev set 12. december klokken 09 ved Frederiksborgvej 145.

/ritzau/