Politiet har efter 14 timer anholdt person i trusselssag
Politiet oplyste om sag i Vejle tidligt onsdag aften. Torsdag morgen er en person anholdt i sagen.

Politiet oplyste om sag i Vejle tidligt onsdag aften. Torsdag morgen er en person anholdt i sagen.

Efter at Sydøstjyllands Politi har været til stede ved en adresse i centrum af Vejle i omkring 14 timer, er det lykkedes at anholde en person i en sag om trusler.
Det oplyser politikredsen torsdag klokken 07.30 på tjenesten Politi Update.
Ingen er kommet til skade i forbindelse med anholdelsen. De langvarige afspærringer i området omkring Kalkbrænderivej kan være generende, medgiver politiet.
- Men afspærringerne skyldes, at vi ønskede at foretage anholdelsen på den mest skånsomme og sikre måde samt med størst mulig sikkerhed for beboerne i området, skriver Sydøstjyllands Politi.
Selv om anholdelsen er overstået, kommer politiet til at være på stedet en rum tid endnu. Hvor længe det bliver, kan politiet ikke oplyse.
Tidligere torsdag morgen oplyste vagtchef Torben Møller til Ekstra Bladet, at sagen drejede sig om en anmeldelse om trusler, og at der ikke var fare for folk i området.
Onsdag aften forsøgte politiet ifølge Ekstra Bladet med en megafon at få kontakt til en person i boligen.
Også torsdag morgen er politiet synligt til stede. Ekstra Bladet har beskrevet det som et stort opbud af betjente, og at flere af dem er tungt bevæbnede.
RITZAU