Tre direktører i et energihandelsselskab, som er anholdt og sigtet for markedsmisbrug, fik onsdag beslaglagt deres ejerandele i ejendomme i Nordsjælland og i Aarhus.

Det fremgår ifølge Børsen af Tinglysningen.

En energihandler har desuden fået beslaglagt sin andel af en ejendom ved Aarhus, mens en anden har fået beslaglagt en lejlighed i Aarhus.

Beslaglæggelserne skete samme dag, som politiet anholdt tre direktører og fem medarbejdere i et energihandelsfirma.

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, bekræfter, at beslaglæggelser har fundet sted.

»Det er korrekt, at NSK har foretaget beslaglæggelser i forbindelse med aktionen i går (onsdag, red.). NSK ønsker ikke at kommentere på indholdet eller den estimerede værdi af beslaglæggelserne,« oplyser NSK torsdag til Børsen i et skriftligt svar.

Ifølge politiet har de otte personer gjort sig skyldige i at manipulere med energipriserne fra marts 2021 frem til marts 2023.

Det har de gjort ved at handle med el på en måde, der gav »vildledende signaler om efterspørgslen efter eller prisen på energiprodukter«.

Det blev ifølge politiet blandt andet gjort ved at købe el i én budzone til en kunstigt lav pris, mens det samme el blev solgt i en anden budzone, hvor prisen var kunstigt høj.

Torsdag blev de otte mænd fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger.

De sigtede nægtede sig skyldige. Fem af de sigtede kærede varetægtsfængslingen, mens de resterende tre udbad sig betænkningstid.

Ved torsdagens grundlovsforhør blev der nedlagt navneforbud for både de otte anholdte og selskabet.

Dommeren valgte torsdag at lukke dørene. Det betyder, at pressen kun var til stede, da sigtelserne blev læst højt.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.