76 dyttende og boblende studentervogne er de seneste fire dage blevet stoppet af Midt- og Vestsjællands Politi, som tjekkede, om alt var i orden med køretøjerne.
For 26 af studentervognenes vedkommende var det ikke tilfældet, skriver politiet i en pressemeddelelse, for hvad der svarer til en tredjedel af vognene udløste »papirarbejde« og bøder til chauffører og vognmænd.
Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi (TCØ) foretog kontroller af studentervognene og eksamenskøretøjerne på hele Sjælland og Lolland-Falster.
Politiet havde fokus på færdselssikkerhed, kontrol af føreren, kontrol af køretøjet og dets indretning samt om dokumentation for, at eksamenskørsel var i orden, skriver politiet i pressemeddelelsen.
»De glade, unge mennesker, der skal fejre afslutningen på eksamenstiden, skal køre i et forsvarligt køretøj med forsvarlig indretning, med uddannede chauffører og med de rette forsikringer med videre,« siger politiassistent Nicolaj Stentved i pressemeddelelsen:
»Vi forsøger altid at foretage vores kontroller på en sådan måde, at det er til mindst mulig gene for de unge mennesker, men i nogle tilfælde må vi altså standse turen for at sikre, at der ikke opstår livsfarlige situationer.«
Politiet konstaterede, at flere køretøjer havde mere end bare en enkelt overtrædelse. I tre tilfælde måtte TCØ ved Midt- og Vestsjællands Politi standse kørslen, fordi der var en stor sikkerhedsrisiko for studenterne.
»I den ene sag måtte vi standse kørslen, fordi siddepladserne på ladet, der bestod af paller, ikke var fastgjort. Dermed var der risiko for, at pallerne kunne forskubbe sig over ladet ved for eksempel opbremsninger eller undvigemanøvre, og det kan betyde brækkede knogler eller værre,« siger Nicolaj Stentved:
»Vi ønsker naturligvis ikke at ødelægge den gode fest, men vi går altså ikke på kompromis med sikkerheden for de unge,« siger politiassistenten, der selv standsede det pågældende eksamenskøretøj.«




