Politiet gennemfører aktion i Køge og er talstærkt til stede

Tirsdag morgen foretager politiet anholdelser af flere personer i Køge. Lokale skal ikke være bekymrede.

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen

Tirsdag morgen er et større antal politibetjente til stede i Køge. Det er i området omkring Gymnasievej i den vestlige del af byen.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi skyldes det en planlagt aktion.

»Vi er til stede på flere adresser i området for at foretage anholdelse af en række personer.«

»Vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse mere, men der vil komme flere informationer senere på dagen,« lyder det fra vicepolitiinspektør Jacob Olsen i en pressemeddelelse.

Der er ingen grund til bekymring for lokale beboere, selv om der er meget politi i området, understreger han.

Aktionen gennemføres efter længere tids efterforskning, oplyser politiet.

/ritzau/