Politiet er søndag aften blevet færdig med undersøgelser i den sydjyske by Bække, hvor en person tidligere på dagen blev fundet død.

Der er tale om en 49-årig mand.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Der er intet i de foreløbige undersøgelser, som indikerer, at der skulle ligge en strafbar handling bag dødsfaldet. Vi afventer svar på yderligere undersøgelser, oplyser politiet.

De pårørende er underrettet, lyder det videre.

Søndag formiddag meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi, at det arbejdede på en adresse i Bække i forbindelse med et dødsfald.

- Omstændighederne omkring et dødsfald gør, at politiet har sat en større undersøgelse i gang, skrev politiet søndag formiddag.

Bække er en mindre by med omkring 1000 indbyggere. Den ligger cirka ti kilometer nord for Vejen og 20 kilometer syd for Billund.

/ritzau/