Opdateret

Politiet anholder syv under narkorazzia

Fire af de anholdte er løsladt, men fortsat sigtet. De sidste tre bliver stillet for en dommer torsdag.

Syv personer er onsdag blevet anholdt i en narkorazzia på Syd- og Midtfyn, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

I en planlagt aktion foretog politiet onsdag ransagning af fire adresser, og det var i den forbindelse, at de syv blev anholdt.

Aktionen blev sat i gang klokken 09.45 og er onsdag eftermiddag fortsat i gang.

Fire af de anholdt er blevet løsladt igen, men de er stadig sigtet i sagen, oplyser politiet.

De tre øvrige bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på at varetægtsfængsle dem, mens politiet efterforsker sagen.

De tre er sigtet for narkohandel, oplyser politiet, som dog ikke oplyser nærmere om, hvilke former for stoffer der er tale om, ligesom politiet heller ikke fortæller, hvor store mængder der er rejst sigtelse for.

De tre, som anklagemyndigheden ønsker at få varetægtsfængslet er to mænd på 29 og 33 år samt en 29-årig kvinde. Alle er fra Fyn.

Fyns Politi oplyser ikke, hvorledes de tre stiller sig til sigtelserne.

Fyns Politi oplyser desuden, at anklagemyndigheden ved torsdagens grundlovsforhør vil bede om, at offentligheden ikke får adgang - det kaldes også for lukkede døre.

Det kan dommeren beslutte, hvis det vurderes, at et åbent retsmøde kan forpurre politiets efterforskning.

Torsdagens retsmøde kommer til at foregå ved Retten i Svendborg.

/ritzau/