Onsdag blev en 15-årig dreng stukket ihjel ved et busstoppested i Husum.

Nu florerer der er en video af hændelsen.

Det bekræfter presseafdelingen i Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune samt Københavns Politi over for TV 2.

»Der findes en video, og den er blevet overdraget til Københavns Politi i forbindelse med efterforskningen af drabssagen. Vi opfordrer alle elever til at slette videoen, hvis de har fået den tilsendt,« lyder det.

TV 2 beskriver ikke, hvad man præcist kan se i videoen.

Det har heller ikke være muligt at verificere videoens eksistens.

Men mediet oplyser, at der er blevet sendt en Aula-besked ud til skolerne i Brønshøj, Husum og Vanløse.

Her opfordrer man eleverne til at slette videoen »af respekt for familien«.

Det samme gør Københavns Politi på X.

Politet leder fortsat efter en mulig gerningsmand

Ifølge Københavns Politi menes to drenge at stå bag overfaldet.

Allerede onsdag aften blev en 14-årig dreng tilbageholdt af politiet. Det er politiets tese, at det er ham, der førte kniven.

Torsdag morgen meddelte politiet, at den 14-årige dreng var overdraget til de sociale myndigheder.

Men politiet vil stadig gerne i kontakt med personer, som kan have overværet knivoverfaldet.

Politiet har nemlig tidligere meldt ud, at man også leder efter en person iført hvid T-shirt, der løb fra gerningsstedet sammen med den formodede gerningsmand.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har over for TV 2 kommenteret onsdagens dødelige knivoverfald.

Her lyder, at han er »meget berørt« over hændelsen. Samtidig oplyser han, at der er tale om et samfundsproblem, da man det seneste halvandet år har set flere tilfælde af knivoverfald blandt børn og unge.