Politiaktion ved nedlagt kolonihaveområde: 16 personer anholdt
16 personer er anholdt og sigtet for husfredskrænkelse ved nedlagt kolonihaveområde i Aarhus.
16 personer er anholdt og sigtet for husfredskrænkelse ved nedlagt kolonihaveområde i Aarhus.
Politiet rykkede tirsdag morgen klokken 05.00 ud til et nedlagt kolonihaveområde i Aarhus for at rydde det, efter at personer var rykket ind i området.
15 personer blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse i den forbindelse. Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Lidt senere på dagen - nærmere bestemt klokken 12.23 - anholdt politiet yderligere én person, som efter den tidlige politiaktion valgte at kravle op i et træ og nægtede at komme ned.
Den 16. anholdte er ligeledes sigtet for husfredskrænkelse.
Ifølge TV2 Østjylland har en række personer boet i området, der er ejet af kommunen, i "noget tid".
Politiet skriver videre, at fire personer befandt sig i træer på området og nægtede at komme ned. De blev hentet ned ved hjælp af en kran.
Området ligger mellem Åbrinken og Brabrandstien.
Århus Stiftstidende har tidligere besøgt de personer, der ifølge avisen officielt flyttede ind i området 21. august.
Her har de beskrevet, hvordan de har boet i telte og forladte kolonihavehuse, opført stier, ryddet op og bygget huse i trætoppene i det lille skovområde.
Det samlede nedlagte kolonihaveområde er ejet af DSB Ejendomme og Aarhus Kommune, der sammen på sigt ønsker at anlægge en park i området.
Personerne har indtaget det område, som hører under kommunen, der har bedt personerne forlade området.
Østjyllands Politi skriver, at det er rykket ud tirsdag morgen efter en anmeldelse fra Aarhus Kommune.
- Vi vil være til stede sammen med folk fra kommunen lidt tid endnu, skriver politiet klokken 08.27.
Politiet kan ikke umiddelbart oplyse alderen på de anholdte, men der er tale om unge mennesker, fortæller Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi.
De anholdte vil tirsdag blive afhørt af politiet, hvorefter de ventes at blive løsladt.
Kommunen er tirsdag gået i gang med at rydde området med store maskiner. Det siger Kim Gulvad Svendsen, der er bylivs- og medborgerskabschef i kommunen.
Han forventer, at det vil tage tre til fire dage at rydde området og tynde ud i bevoksningen.
- Så håber vi, at vi har tyndet så meget ud, at vi kan sætte et hegn op, og så er vi i gang med at se på, om der kan græsse nogle dyr der, siger han.
Hvem personerne, der har slået sig ned i området, er, er uvist. Det har Århus Stiftstidende heller ikke kunnet finde svar på.
Men personerne har navngivet området "Abrinken", og på Instagram opfordrer de følgere til at dukke op og demonstrere mod udsmidningen.
Ifølge Århus Stiftstidende har bosætterne tidligere inviteret byrådet og kommunen til rundvisning og kaffe.
Det havde kommunen dog ingen interesse i.
- Jeg går gerne i dialog med aktivisterne, men ikke på baggrund af en ulovlig besættelse, skrev Nicolaj Bang (K), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, 11. september til TV2 Østjylland.
RITZAU