Politiet undersøgte onsdag formiddag et mistænkeligt forhold på den vej, hvor forsvarsminister Jeppe Bruus (S) bor i Søborg ved København.

Forsvarets bomberyddere var på stedet, og politiet afspærrede flere villaveje. 

Men kort efter klokken 12 meddelte politiet, at der efter al sandsynlighed ikke var nogen fare på færde.

»Der var tale om en hobbydrone, som vurderes uskadelig, og der har ikke været fare for beboerne i området,« lød det i en myndighedsmeddelelse.

Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) bekræfter i opslag på X, at politiet onsdag undersøgte droneanmeldelsen ved hans bopæl.

»Kære alle. Der har her til formiddag været meget politi til stede i området omkring min privatbolig. Det skyldes, at der blev fundet en drone i området. Det er en helt normal procedure, at politiet undersøger sådan noget,« skriver ministeren.

»Jeg kan oplyse, at der var tale om en hobbydrone, og at alt er under kontrol. Politiet er nu ved at pakke sammen igen. Alle kan være trygge,« skriver han.

Billeder viste ifølge B.T., at der var droner i luften over området, og flere veje blev spærret af med politiets rød-hvide afspærringstape.

Naboer blev under undersøgelserne bedt om at blive inden døre i området, skriver B.T.

RITZAU/Hjorth