Først var det to geder, der blev fundet med så store skader, at de var afgået ved døden. Dernæst et rådyr med alvorlige skader.
Fredag morgen har Midt- og Vestsjællands Politi fået endnu en anmeldelse, da en død vædder blev fundet i samme område nær Slæggerupstien i Roskilde.
Midt- og Vestsjællands Politi mistænker, at en gerningsmand kan have påført dyrene skader.
Men der er fredag morgen ingen spor i sagen, oplyser politikredsen i sin døgnrapport.
- Umiddelbart har vi ikke noget andet at gå efter, siger Thomas Kristensen, der er kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet vil derfor gerne høre fra folk, der færdes i området og har en viden om, hvem gerningsmanden kan være, eller som har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer.
/ritzau/
