En afdød mand blev mandag formiddag fundet ved et hotel på Papirøen i København, men der har ikke været tale om en forbrydelse.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen.

- Efter vores undersøgelse på stedet kan vi afvise, at der ligger en kriminel handling bag, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om den fundne mand klokken 08.44.

Manden blev fundet på terrassen ved hotellet 25Hours på Papirøen, der ligger centralt i København.

Der blev forsøgt hjertelungeredning, men det lykkedes ikke at genoplive manden, der blev erklæret død på stedet af en akutlæge.

/ritzau/