Københavns Politi er mandag formiddag til stede på Papirøen, da der er fundet en død mand ved et hotel.

Det oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 08.44 og er fortsat ved at undersøge dødsfaldet. Manden blev fundet på terrassen ved hotellet 25Hours på Papirøen, der ligger centralt i København.

Der blev forsøgt hjertelungeredning, men det lykkedes ikke at genoplive manden, der blev erklæret død på stedet af en akutlæge.

- Vi skal finde ud af, hvad der er sket derude, siger Dyre Sønnicksen kort før klokken 10.

Det er derfor endnu uvist, om der er sket en forbrydelse eller ej.

Den afdøde mand er endnu ikke identificeret, og det er endnu ikke opklaret, om han var gæst på hotellet.

Stedet vil være afspærret noget tid mandag, mens politiet foretager undersøgelser.

/ritzau/