Syd- og Sønderjyllands Politi er søndag til stede i Bukkemose Skov på Als efter fundet af et menneskeskelet.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Skelettet blev fundet søndag eftermiddag.

- Syd- og Sønderjyllands Politi er til stede omkring findestedet, ligesom der i den forbindelse er afspærret et område omkring, hvor politiets undersøgelser foregår, skriver kredsen.

Arbejdet forventes at fortsætte i nogle timer endnu.

Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) samt retsmedicinere bistår med undersøgelserne.

Identifikationen af personen og efterforskningen af omstændighederne omkring personens død er nu i gang, lyder det.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil ikke oplyse, hvor gammelt skelettet ser ud til at være, og om det for nuværende kædes sammen med savnede personer eller forbrydelser.

Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at det i denne type sager bliver undersøgt, om der kan være tale om en person, der er efterlyst. Det kan både være i kredsen, hvor liget er fundet, eller i de øvrige politikredse.

Politiet vil ikke oplyse, hvordan skelettet blev opdaget. Det skyldes ifølge politiet, at efterforskningen befinder sig på et tidligt stadie.

/ritzau/