Fyns Politi stoppede klokken 19.15 togtrafikken over Fyn i begge retninger.

Det skyldes, at et tog tidligere tirsdag påkørte en større ukendt genstand ved Langeskov.

Det skrev Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Lidt over en time senere klokken 20.20, lyder det i en ny opdatering, at politiets arbejde nu er afsluttet.

Genstanden er hverken et dyr eller et menneske. Det har Mads Boel, som er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi, oplyst til Ritzau tirsdag eftermiddag.

- Lokoføreren indrapporterer, at vedkommende rammer den her ukendte genstand ved Langeskov, lød det.

Toget blev standset i Slagelse, hvor det blev konstateret, at toget havde, hvad politiet omtaler som større skader.

Ingen personer kom til skade, skriver politiet på Politi Update.

Da det blev konstateret ved Slagelse, at toget havde ramt genstanden ved Langeskov, blev sagen overdraget til Fyns Politi.

I forbindelse med politiets arbejde var det nødvendigt at undersøge stedet for påkørslen nærmere.

- Det er ganske enkelt ikke sikkert for vores personale, hverken mennesker eller hunde at rende rundt på en åben togstrækning, sagde Mads Boel.

Derfor indstillede man togdriften.

DSB's pressevagt bekræfter over for Ritzau, at det er et af selskabets tog, som har påkørt genstanden. Men DSB henviser til politiet for yderligere oplysninger.

RITZAU