En række internationale politienheder har i denne uge endnu en gang slået til mod cyberkriminelle, som stjæler oplysninger fra computerbrugere over hele verden.
Dansk politi i form af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har også været med i aktionen, hvor der har været fokus på at "nedtage de kriminelles infrastruktur". Det oplyser NSK.
Det er tredje gang, at politiet går efter de cyberkriminelle i aktionen kaldet Operation Endgame.
Denne gang har operationen haft fokus på en malware kaldet Rhadamanthys, som er designet til at indsamle data fra inficerede computere i smug.
I aktionen er man ifølge NSK lykkedes med at nedtage central it-infrastruktur, som understøttede malwaren.
Det viste sig, at mere end halv million computere verden over har været inficeret med Rhadamanthys - heriblandt omkring 2200 danske.
- Derfor er jeg glad for, at vi med operationen har udfordret de cyberkriminelle aktører ved at nedtage deres infrastruktur og forretningsmodel, hvor uskyldige ofres personlige adgangsmidler indsamles, sælges videre og udnyttes til kriminalitet, siger politiinspektør i NSK Lars Mortensen.
Malwaren Rhadamanthys er blandt andet blevet spredt via links i videoer på nettet.
Har man været offer for malwaren, er indhold fra en lang række steder på computeren blevet kopieret til de kriminelles servere.
På den måde har de kriminelle fået adgang til blandt andet adgangskoder, koder til kryptovaluta og betalingsoplysninger.
Ifølge politiet er oplysningerne i nogle tilfælde solgt videre til andre kriminelle og måske brugt til forskellige former for kriminalitet.
I operationen har politiet beslaglagt indhold fra knap 250 servere, hvor ofrenes oplysninger er blevet delt. Desuden er de sider, hvor ofrenes oplysninger er blevet delt, blevet slettet.
På serverne var der samlet mange millioner stjålne adgangskoder og over 100.000 kryptovaluta-wallets.
Politiet har på serverne også sikret oplysninger om de kriminelle, som nu indgår i efterforskningen.
Hollandsk politi har oprettet en webportal, hvor man kan tjekke, om man er et af ofrene i sagen, der har fået stjålet oplysninger.
Politiinspektør Lars Mortensen fortæller, at politiet ikke kan give et entydigt svar på, om ens oplysninger er blevet brugt til kriminalitet.
- Men, det vi kan sige, er, at vi nu har fjernet en stor del af de offerdatabaser, hvor ofrenes adgangskoder er blevet opbevaret af de kriminelle, så de ikke kan blive misbrugt fremadrettet, siger han og opfordrer folk til at tjekke den hollandske webportal.
/ritzau/
