På to dage er der rejst sigtelser mod 38 taxachauffører i forbindelse med festivalen Smukfest ved Skanderborg.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til B.T.

Blandt sagerne er en mand, der er sigtet for at køre med narko i blodet, en med manglende kørekort, og fem sigtelser handler om taxaer med forkert tilladelse.

Én chauffør fik også en bøde for at mangle tilladelsen til at køre taxa, skriver B.T. Det koster en bøde på 35.000 kroner.

Mange af sigtelserne drejer sig ifølge mediet om tekniske forseelser som manglende taxameterattest eller manglende synligt chaufførkort.

Ved sidste års festival førte politikredsen også kontrol med taxaerne ved Skanderborg.

Da blev der kontrolleret 42 taxaer, og 17 taxaer fik et erhvervsmæssigt kørselsforbud, indtil forholdene var bragt i orden, skrev Sydøstjyllands Politi i et facebookopslag.

Smukfest afholdes i år fra 2. august til 9. august, og festivalpladsen åbnede 5. august.

RITZAU