Politi oplyser om giftig røg fra FMC Rønland
Politi og brandvæsen er torsdag til stede ved en fabrik i Thyborøn efter et udslip af giftig røg.
Politi og brandvæsen er torsdag til stede ved en fabrik i Thyborøn efter et udslip af giftig røg.
Der er torsdag formiddag sket et udslip af giftig røg ved Cheminovafabrikken, der i dag hedder FMC Rønland, i Thyborøn, hvor politi og brandvæsen er til stede.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.
Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt ikke fare for personer.
En person er dog lettere tilskadekommen og kørt til kontrol efter at have været i kontakt med noget kemi på fabrikken, oplyser vagtchef Simon Skelkjær.
Ifølge vagtchefen er der ikke tale om en brand, men om noget kemisk, der har udviklet røg eller damp.
En lægehelikopter er torsdag formiddag på vej til stedet, oplyser politiet.
Vagtchefen understreger, at lægehelikopteren er sendt afsted som en del af den normale procedure og ikke, fordi der er behov for ekstra lægehjælp på stedet.
Politiet modtog anmeldelsen torsdag klokken 09.45.
FMC Rønland har ifølge TV Midtvest ingen kommentar til hændelsen på nuværende tidspunkt.
RITZAU