Torsdag klokken 13.51 anholdt Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste i København en mand, som angiveligt har forberedt og planlagt et eller flere terrorangreb »med et militant islamistisk motiv«.
»Han er sigtet for forsøg på terror og har blandt andet forsøgt at skaffe sig skydevåben og ammunition med henblik på at gennemføre terrorangreb et eller andet sted,« fortalte chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov torsdag eftermiddag på et pressemøde foran Politigården i København.
Herefter tog den operative chef i PET, Flemming Drejer, ordet og tilføjede, at den anholdte har »handlet alene« og er »inspireret af militant islamisme«.
»Vi mistænker ham for at have planlagt og forberedt en terrorhandling – eller flere terrorhandlinger – i Danmark,« sagde Flemming Drejer:
»Det er bekymrende, at der er personer med kapacitet og ønske om at begå terror i Danmark. Vi gør det yderste for at afdække de her handlinger, beskytte jer og holde Danmark sikkert,« understregede han.
Ifølge PET-chefen har den aktuelle sag ikke forbindelse til den seneste terrorsag i Danmark, hvor 21 personer i december blev sigtet for at planlægge og forberede terrorangreb med skydevåben og sprængstoffer.
Men Flemming Drejer bemærkede, at det ikke er længe siden, at han og Jørgen Bergen Skov stod samme sted med samme dystre budskab:
»Vi stod her i december, hvor jeg sagde, at vi ikke skal lade os kue af terrorister og terrorisme. Nu står vi her igen med en ny terrorsag, og det bekræfter desværre, at terrortruslen i Danmark er alvorlig.«
Hverken Flemming Drejer eller Jørgen Bergen Skov ville svare på, hvor den anholdte havde forsøgt at skaffe sig våben, hvor et angreb skulle have fundet sted, om politimyndighederne kender det angivelige terrormål, eller om den anholdte er kendt i forvejen.
I det hele taget var pressemødet en kort seance. Jørgen Bergen Skov afsluttede spørgerunden med ordene:
»I må ikke være i tvivl om, at politiets indsats har medført, at vi har afværget terrorangreb, og det er det væsentlige«.
Den anholdte bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør.
Den aktuelle sag er langtfra den første om terrorangreb på dansk grund, og et tilbageblik på de seneste fem år tegner et foruroligende billede:
Så sent som 11. december blev 21 personer sigtet for at forberede og planlægge angreb med skydevåben og sprængstof et ukendt sted i landet. Syv sidder fortsat varetægtsfængslet, og sagen er endnu ikke afklaret.
I maj sidste år blev en syrisk statsborger, som tidligere blev frikendt i en terrorsag fra Malmø, dømt i Danmark for at ville dræbe tilfældige med bomber og lange knive i København.
I januar 2016 blev en dengang kun 15-årig pige fra Kundby anholdt for at forberede et bombeangreb mod en skole. Hun blev idømt otte års fængsel for forsøg på terrorisme.
I februar 2015 angreb en 22-årig mand med dansk statsborgerskab og palæstinensiske rødder Krudttønden i København og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard. Senere samme aften åbnede den 22-årige ild ved synagogen i det indre København og dræbte den jødiske vagt, Dan Uzan, og sårede to betjente.
Kort forinden havde den 22-årige sværget troskab til Islamisk Stat.




