Midt- og Vestsjællands politi har identificeret føreren af en varevogn, der var impliceret i en episode med en bil med politikeren Inger Støjberg på motorvejen på Midtsjælland.
Det oplyser politikredsen til Ritzau.
- Midt- og Vestsjællands Politi kan oplyse, at vi nu har identificeret føreren af den pågældende bil. Han er afhørt og sigtet efter færdselsloven, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard og tilføjer:
- Mere kan vi ikke oplyse på nuværende tidspunkt.
Onsdag i sidste uge forsøgte en bilist ifølge Inger Støjberg at presse hendes bil ud i et autoværn på en motorvej nær Ringsted.
Det fik formanden for Danmarksdemokraterne til at politianmelde episoden.
Politiet vil ikke oplyse, hvad manden mere præcist er sigtet for.
Inger Støjberg fortalte efter episoden til Ritzau, at hændelsen skete på motorvejen, da hendes bil var ved at overhale en lastbil, mens kassevognen var bag lastbilen.
Bilen, hvor Støjberg var passager, blev kørt af hendes unge assistent, lød det.
- Det virker som om, at de meget gerne vil frem, men i og med at de kommer til at ligge på siden af mig, så får de øje på, at det er mig. Så ligger de og presser os ud, og ham der sidder på passagersædet giver en langemand.
Derefter kørte Støjbergs bil frem og overhalede lastbilen, fortalte politikeren.
Hun fortalte også om episoden i et opslag på Facebook, hvori hun beskrev, at det var "to indvandrermænd", der sad i den grå kassevogn.
- Hvis det havde været to damer eller to unge, så havde jeg skrevet det. Det ser jeg ikke som noget særligt. Man må vel godt skrive, hvem det er. Og det her var to med anden etnisk herkomst. Så skriver jeg jo det, sagde hun til Ritzau.
Det er ikke første gang, at Inger Støjberg oplever en sådan hændelse, skrev hun videre på Facebook.
- Tidligere på året faldt der dom i en sag, hvor jeg var udsat for noget lignende.
Her blev chaufføren af bilen ifølge Støjberg idømt ti dagbøder af 1250 kroner eller en forvandlingsstraf på ti dages fængsel samt et kørselsforbud.
En passager i samme bil, der "gav en fuckfinger", fik ti dagbøder af 1000 kroner eller en forvandlingsstraf på ti dages fængsel.
Den sag har ikke tidligere været omtalt i medierne.
Politiet oplyser ikke, om passageren i onsdagens episode er sigtet.
/ritzau/