Københavns Vestegns Politi afblæser mandag eftermiddag den efterlysning, der har været af en 36-årig mand, som mistænkes i forbindelse med et knivstikkeri i Albertslund.

For efter lidt over tre timers offentlig efterlysning er manden nu anholdt.

Det oplyser politiet, der ikke umiddelbart melder nærmere om anholdelsen.

Tidligere mandag oplyste politiet navnet på den efterlyste mand og udsendte samtidig et foto. Det er nu fjernet, og politiet opfordrer andre til at gøre det samme.

I forbindelse med efterlysningen fortalte politiet tidligere mandag, at den 36-årige er mistænkt for drabsforsøg, og at han godt vidste, at politiet ledte efter ham.

- Manden ved, at vi leder efter ham, og vi vil klart opfordre ham til selv at melde sig, lød det fra politikommissær Tue Lauenblad i en pressemeddelelse.

Politiet udsendte efterlysningen i håbet om, at offentligheden kunne bidrage med oplysninger, der kunne føre til anholdelse.

Knivstikkeriet fandt sted 26. juni. Politiet har ikke umiddelbart fortalt nærmere detaljer om sagen.

RITZAU