Fyns Politi forlænger visitationszonen og den skærpede strafzone i og omkring Vollsmose i Odense.
Det skriver politikredsen på X.
Zonerne betyder, at straffen for en række lovovertrædelser fordobles, og at politiet får udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer i området.
De var sat til at udløbe 17. september, men nu skønner politiet det nødvendigt, at zonerne forlænges frem til 1. oktober klokken 16.
Fyns Politi vil endnu ikke oplyse, hvorfor zonerne forlænges. De gælder 24 timer i døgnet.
Baggrunden for at indføre den skærpede strafzone var to skudepisoder, hvor den seneste fandt sted sent søndag aften den 7. september i Lærkeparken i Vollsmose.
Her blev en 28-årig mand fra Odense ramt af skud, og Fyns Politi meldte efterfølgende ud, at man efterforsker skyderiet som kriminalitet i bandemiljøet.
- Vi har haft to alvorlige hændelser nu centreret om Vollsmose, hvor personer fra det kriminelle miljø har forsøgt at ramme hinanden ved brug af våben i det offentlige rum, sagde vicepolitiinspektør Michael Liechtenstein til politikredsens hjemmeside i den forbindelse.
- Det vil vi ikke acceptere, og vi håber og tror, at en skærpet strafzone i området - sammen med vores efterforskning og vores synlige tilstedeværelse - vil være med til at forhindre yderligere voldelige hændelser, tilføjede han.
Den anden hændelse er en episode fra 16. august. Her blev to personer ramt, da der blev affyret skud i det offentlige rum i Fyrreparken i Vollsmose.
Ved begge episoder blev ofrene meldt uden for livsfare.
Nogle dage efter skyderiet i Fyrreparken reagerede Fyns Politi ved at indføre en visitationszone i Vollsmose. Det er et administrativt greb, som sætter retsplejelovens regler for, hvornår politiet må kropsvisitere borgere, ud af kraft.
Normalt kræver det, at politiet har en rimelig grund til at mistænke borgeren for noget strafbart, men er der indført visitationszone, må politiet frit kropsvisitere alle, ligesom der også er frit slag til at ransage biler.
Formålet med at indføre visitationszoner er at få eventuelle våben væk fra gaderne. Men i forhold til skudepisoden søndag 7. september havde det tilsyneladende ikke den ønskede effekt. For Lærkeparken ligger nemlig lige nøjagtig inden for zonen.
/ritzau/