Københavns Politi etablerer tre visitationszoner i hovedstadsområdet som følge af den igangværende bandekonflikt.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Der har i den seneste tid været flere hændelser i Københavns Politikreds, som efter politiets opfattelse har rod i konflikten, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Her nævnes weekendens skuddrab på Frederiksberg, hvor en 22-årig mand blev fundet død i en bil på Worsaaesvej. Det er første gang, at politiet offentligt forbinder episoden med bandekonflikten.

Derudover nævnes en episode 30. december. Her blev en 19-årig mand alvorligt såret, da en håndgranat blev kastet ind i en kiosk på Islevhusvej i Brønshøj.

- Vi vil ikke acceptere, at den slags voldsomme hændelser finder sted. Derfor indfører vi nu tre visitationszoner, som er endnu et værktøj til at få våbnene ud af hænderne på banderne og skabe tryghed for borgerne, siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen i pressemeddelelsen.

Én af visitationszonerne kommer til at ligge på Nørrebro og Frederiksberg, en anden på Amagerbro og en tredje i Brønshøj og Husum.

I de områder er der i den seneste tid desuden fundet flere pistoler og knive, skriver politiet.

Visitationszonerne gælder fra torsdag den 18. januar til og med torsdag 1. februar klokken 17. Visitationszonerne gør, at politiet uden konkret mistanke kan foretage stikprøvevisitationer af personer og biler, der befinder sig i zonen.

Siden sommeren 2023 har der ifølge politiet været en voldelig konflikt mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

/ritzau/