En sag om omfattende bedrageri og hvidvask trækker ifølge politiet tråde til rockergrupperingen Comanches MC i Esbjerg.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Syd- og Sønderjyllands Politi fredag har udsendt.

Her oplyser politiet, at en 40-årig mand fra Esbjerg er blevet sigtet for hvidvask i bedragerisagen.

Konkret sigtes manden for hvidvask af 418.119 kroner, som ifølge politiet stammer fra en særlig type svindel kaldet "Hej mor-bedragerier".

I den type svindel er opskriften typisk, at svindleren sender en sms til offeret fra et ukendt nummer.

I beskeden udgiver gerningsmanden sig for at være offerets søn eller datter, som har mistet sin telefon og mangler penge til at betale en regning, og offeret narres på den måde til at overføre penge.

Ifølge politiet er der i sagen på nuværende tidspunkt tale om 69 bedrageriforhold, og den 40-årige har ifølge politiet hvidvasket pengene fra svindlen.

Ved hvidvask forsøger man at sløre, at pengene egentlig stammer fra kriminalitet - for eksempel ved at penge bliver flyttet rundt på konti.

Politiet fortæller, at den 40-årige skal have hvidvasket pengene gennem flere forskellige danske konti samt konti i udlandet.

Det fremgår ikke af politiets pressemeddelelse, om den 40-årige personligt er forbundet til Comanches MC i Esbjerg, men politiet knytter altså sagen til rockergrupperingen.

- Vi efterforsker altid bredt i en indledende fase, og den foreløbige efterforskning har givet os en formodning om, at kriminaliteten har relation til rockergruppen Comanches MC i Esbjerg.

- Det er derfor en af de retninger, vores efterforskning centrerer sig omkring, siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Over for Ritzau uddyber han, at politiet forbinder Comanches MC i Esbjerg til både bedrageriet og hvidvasken af pengene.

Politiet har i øvrigt også sigtet den 40-årige mand for bedrageri begået mod en større virksomhed i Esbjerg sidste sommer.

Under kapsejladsen Tall Ships Races ringede en person til firmaet og udgav sig for at være fra en anden virksomhed, hvor der var brug for akut hjælp.

I den forbindelse snød gerningsmanden sig ifølge politiet til værktøj til en værdi af mere end en halv million kroner.

Flere af tingene er dukket op i forbindelse med anden efterforskning og derfor leveret tilbage til virksomheden.

/ritzau/