Politi efterlyser slank mand på elløbehjul efter skyderi
Natten til torsdag blev der affyret flere skud mod en lejlighedsdør i en opgang i Aarhus V. Ingen blev ramt.
Natten til torsdag blev der affyret flere skud mod en lejlighedsdør i en opgang i Aarhus V. Ingen blev ramt.
Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde en formodet gerningsmand til et skyderi i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.
Natten til torsdag blev der affyret flere skud mod døren til en lejlighed i en opgang i Aarhus V. Ingen personer blev ramt af skuddene.
Politiet har i forbindelse med efterforskningen af sagen gennemgået videoovervågning fra området.
Optagelserne viser en mand, der på gerningstidspunktet kommer kørende på et elløbehjul til adressen i Aarhus V.
Fredag har politiet offentliggjort billeder af den formodede gerningsmand og søger nu vidner, der har set manden eller elløbehjulet.
Ifølge politiet er der tale om en yngre mand med almindelig til slank kropsbygning. Han formodes at være mellem 165 og 175 centimeter høj.
- Vi har brug for alle de informationer, vi kan få, så jeg vil gerne opfordre borgerne til at tjekke deres overvågning fra deres Tesla eller andre biler og til at ringe 114, hvis de har tip eller oplysninger om manden på løbehjulet, udtaler politikommissær Bolette Høy i meddelelsen.
Den formodede gerningsmand var på gerningstidspunktet iført en mørk dunjakke med hætte og påsyede mærker på begge ærmer.
Politiet har en hypotese om, at skyderiet har en forbindelse til et skyderi mod en bolig i Hasselager sydvest for Aarhus natten til lørdag.
- Vi er ret sikre på, at skudepisoderne har rod i nogle uoverensstemmelser i det kriminelle miljø, og vi arbejder på højtryk for at finde frem til gerningsmanden til de to skyderier, udtaler politikommissæren.
Nogle af de projektiler, der blev affyret under skyderiet i Aarhus V, gik gennem indgangsdøren og ind i en lejlighed.
Også ved skyderiet i Hasselager blev der affyret skud gennem en hoveddør. Ingen blev ramt ved nogen af de to skyderier.
RITZAU