Opdateret

Politi efterforsker skudepisode i Vollsmose: Mand er ramt

Sent søndag fandt skudepisode sted i Lærkeparken i Vollsmose. Politiet mistænker, at det var banderelateret.

En mand er søndag aften blevet ramt af skud i Odense-bydelen Vollsmose på Fyn.

Det skriver Fyns Politi i et opslag på det sociale medie X tidligt mandag morgen.

Hændelsen fandt sted søndag aften klokken 23.28 i Lærkeparken.

Manden, som blev ramt af skud, er uden for livsfare, lyder det.

- Efterforskning pågår. Vi mistænker, at hændelsen er banderelateret, skriver politiet om skudepisoden.

Det fremgår ikke, hvor mange personer der var involveret i hændelsen.

Ligeledes oplyses den ramte mands alder ikke.

Politiet opfordrer alle, der måtte have oplysninger om sagen, til at kontakte Fyns Politi.

/ritzau/