Kan en 38-årig mand, der menes at have brudt jagtlovgivningen ved krybskytteri i Nordjylland, knyttes til mere end en enkelt episode?
Det er Nordjyllands Politi i gang med at undersøge, oplyser politikommissær Lars Jensen, der er leder af Sagscenter Hjørring i Nordjyllands Politi, i et skriftligt svar til Ritzau.
- Det kan være vanskeligt at komme krybskytteri til livs, da det næsten kræver, at gerningspersonen tages på fersk gerning. Det havde en lokal jæger held med søndag eftermiddag, siger Lars Jensen, som roser de involverede.
Den lokale jæger er Morten Bruun, formanden for Hals Jagtforening. Da han skulle lufte hund, hørte han et skud blive affyret, og han vidste, at det var uden for sæson og i et område, hvor der ikke må jages.
Derfor gemte han sig bag træer og ringede til politiet for at få ordensmagtens hjælp til at standse den mulige krybskytte.
Ved hjælp af politihunde blev der i området fundet en råbuk, der var blevet skudt og forsøgt gemt, fortalte Morten Bruun mandag.
Men søndagens episode er langtfra den eneste i Nordjylland. Faktisk er den blot den seneste i en lang række af episoder med ulovlig jagt, som ifølge jagtforeningen strækker sig to år tilbage.
Lokale borgere og jægere har gennem længere tid noteret mistænkelig adfærd i området, og der blev for et år siden eksempelvis fundet pels og blod på jagtforeningens område, som ifølge Morten Bruun stammede fra ulovlig jagt på rådyr og dådyr.
Derfor bliver det undersøgt, om den 38-årige mand, der søndag blev anholdt, kan have forbindelse til andre mulige lovbrud.
- Efterforskningen er fortsat i gang, og vi arbejder nu på at klarlægge hændelsesforløbet nærmere, herunder om der kan være tale om flere forhold eller tidligere episoder, siger politikommissær Lars Jensen.
Da politiet ankom til Hals Mose søndag eftermiddag for at tilbageholde den 38-årige, blev der sikret spor og andet relevant bevismateriale i sagen.
/ritzau/