Branden, der natten til tirsdag førte til evakuering af 47 personer i Gellerup ved Aarhus, trækker tråde til et knivstikkeri i Viby J lørdag aften.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efter den indledende efterforskning af branden er det politiets vurdering, at den er påsat, og at den altså kan kobles til en episode lørdag, hvor en 21-årig blev tildelt flere knivstik.

- Vores efterforskning peger på, at sagerne hænger sammen, og det er vores vurdering, at der er tale om uoverensstemmelser imellem en mindre gruppe personer i det kriminelle miljø, siger politiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

Den 21-årige, der blev stukket lørdag, blev kørt til behandling på hospitalet. Han var aldrig i livsfare.

Han har ikke ønsket at medvirke til opklaringen af knivstikkeriet, skriver politiet.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, når vi ser denne type af alvorlige, personfarlige forbrydelser, siger Anders Uhrskov.

- Samtidig vil vi ikke finde os i, at man i det kriminelle miljø lukker sig om sig selv og nægter at medvirke til sagernes opklaring. Har man informationer om de her sager, skal de gives til politiet.

En anden 21-årig mand har været anholdt i forbindelse med knivstikkeriet, men blev løsladt efter at være blevet afhørt.

/ritzau/