Politiet er torsdag ved middagstid rykket ud til Israels ambassade i Hellerup.
Man undersøger et mistænkeligt forhold, oplyser Københavns Politi til Ritzau.
På X oplyser politikredsen, at man undersøger en modtaget forsendelse nærmere.
»Der er afspærret på Ryvangs Allé samt villavejene øst herfor og til Svanemøllevej,« lyder det.
Politiet ønsker for nuværende ikke at dele flere oplysninger.
Også andre myndigheder deltager i indsatsen, fremgår det af fotos fra Lundvangsvej.
Udover politibiler er også biler fra Hovedstadens Beredskab og en ambulance til stede.

Til Ekstra Bladet fortæller Anders Frederiksen, vagtchef ved Københavns politi, at der indløb en anmeldelse om den mystiske forsendelse klokken 11.05.
Den almindelige borger i området skal ikke være bekymret, understreger vagtchefen.






