En 42-årig mand, som er mistænkt i en sag om iransk spionage og tilskyndelse til et angreb i Tyskland, er onsdag morgen blevet anholdt på en adresse i Risskov ved Aarhus.
Anholdelsesaktionen er sket i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET), oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi skriver, at der er tale om en 42-årig mand, der er afghansk statsborger, og som er varetægtsfængslet in absentia i Tyskland. Det betyder, at der var en tysk arrestordre på ham.
Der var repræsentanter fra tysk politi til stede i forbindelse med indsatsen, lyder det.
Politiet oplyser, at den 42-årige mand er sigtet for drabsforsøg.
Den føderale tyske anklagemyndighed skriver i en pressemeddelelse, at manden er under kraftig mistanke for at have sagt ja til at opfordre en anden person til at begå drab.
Konkret skal den 42-årige ifølge anklagemyndigheden sent i maj have lovet en mand i 50'erne, som blev anholdt i løbet af sommeren i Aarhus-området, at han ville skaffe et våben til en tredje person, som aktuelt ikke er nærmere identificeret.
Her skal han også have lovet, at han ville tilskynde den tredje person til at angribe jøder i Tyskland, skriver anklagerne.
Anklagerne mistænker videre, at den 42-årige har været "involveret i indkøb af våben og udstyr samt teknologi til sprængstoffer i Danmark i nogen tid".
I sagen om den 50-årige mand mistænker de tyske myndigheder, at der i Tyskland er "foretaget efterretningsaktivitet på vegne af en iransk efterretningstjeneste", skriver PET.
Han er siden blevet udleveret til Tyskland.
Den 42-årige mand, som er anholdt onsdag i Risskov, kræves også udleveret.
I første omgang skal han onsdag klokken 13 fremstilles i grundlovsforhør i Aarhus. Det vides ikke, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Her skal en dommer vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden, indtil myndighederne har taget stilling til, om han kan udleveres til Tyskland.
Tidligere er det kommet frem, at manden i 50'erne er mistænkt for at have indsamlet informationer om jødiske lokaliteter og jødiske personer i Berlin. Han har ligeledes afghansk baggrund.
Ifølge PET er det velkendt, at Iran længe har udøvet efterretningsaktivitet i Danmark og Europa mod regimemodstandere.
Anholdelserne i Aarhus styrker billedet af, at Iran over de senere år også har rettet fokus mod blandt andet israelske og jødiske interesser.
PET vurderer, at Iran i stigende grad ved hjælp af kriminelle netværk, mellemmænd og personer i Europa er villig til at udføre voldshandlinger mod israelske og jødiske interesser.
Chefen for PET, Finn Borch Andersen, fortæller, at det vurderes, at statslige aktører, herunder Iran, spiller en stigende rolle i det europæiske trusselsbillede.
- Vi tager truslen meget alvorligt - især i lyset af observationer af iransk aktivitet og den potentielle brug af stedfortrædere til at gennemføre voldelige handlinger.
- Vi følger udviklingen nøje og er i tæt dialog med vores partnere om at koordinere vores indsats, siger PET-chefen i en skriftlig udtalelse.
Østjyllands Politi oplyser, at indsatsen også involverede ransagninger af en adresse i Trige og en anden adresse i det nordlige Aarhus.
Der var en del betjente involveret, lyder det videre.
Østjyllands Politi ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen, men det henviser til PET og tysk politi for yderligere kommentarer.
/ritzau/
