En personbil er tirsdag brudt i brand, mens den holdt parkeret i nødsporet på Skanderborgvej vest for Skanderborg. Politiet undersøger nu nærmere, hvad der er sket.
Ifølge Søren Lisberg, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, vil vejen formentlig fortsat være spærret et par timer endnu.
»Vi er på stedet og i gang med at efterforske nærmere, hvad der er sket. Det kommer til at tage nogle timer,« siger han lidt før klokken 14.
Vagtchefen oplyser, at det endnu er uvist, om der befandt sig nogen i bilen, da køretøjet brød i brand.
Ekstra Bladet skriver, at bilen allerede klokken 11.22 blev observeret med flammer ud af vinduerne.
Politiet forventer, at afspærring som minimum varer indtil klokken 15.30.
/ritzau/