Politiet har mandag formiddag affyret varselsskud, da betjente blev truet med kniv af en borger nær Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at varselsskuddet blev affyret, da det var rykket ud til en person, som måske ville gøre skade på sig selv i Sædding-området ved Esbjerg.

Politiet fik anmeldelsen klokken 9.58.

Da patruljen kom frem, blev betjentene truet med kniv af en borger, skriver politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Patruljen affyrede varselsskud i luften, og anholdelsen skete efterfølgende roligt via dialog, skriver politiet.

/ritzau/