Et skænderi mellem to mænd i Simminge nær Ringsted eskalerede tirsdag aften, da den ene fandt et haglgevær frem og skød tæt forbi den andens hoved.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I forbindelse med at politiet ville anholde den 69-årige mand med haglgeværet, blev der affyret i alt tre varselsskud.

Når politiet affyrer varselsskud, er det ikke for at ramme, men for at sende en advarsel til den eller de pågældende personer om at efterkomme et påbud.

Ved politiets ankomst til stedet opholdt manden sig i sit hus med sin hustru. Han kom efter kort tid ud, men vendte om, da han så betjentene.

Ifølge politiet tog manden ladegreb på en riffel og forsøgte at rette den ud gennem et vindue.

Det var i den forbindelse, at der blev afgivet tre varselsskud, lyder det.

Kort efter midnat fik politiet telefonisk kontakt til ægteparret. De kom herefter frivilligt ud af deres hus og blev anholdt.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste natten til onsdag på Politi Update, at ingen personer blev ramt af skud i forbindelse med hændelsen.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er orienteret om sagen.

Det skal registreres, når politiet afgiver skud, og sidste år kom der 387 indberetninger. Heraf omhandlede seks af dem skud mod personer. Det fremgår af en årsrapport for 2025 om politiets magtanvendelse.

Den Uafhængige Politiklagemyndigheds opgave er at behandle adfærdsklager og efterforske straffesager vedrørende politiansatte og ansatte i anklagemyndigheden.

Politiet fik anmeldelsen om skænderiet klokken 19.45 tirsdag.

Midt- og Vestsjællands Politi har natten til onsdag afhørt ægteparret, og det skal onsdag morgen afgøres, om der er grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Politiet har også foretaget tekniske undersøgelser i Simminge, lyder det.

RITZAU