Politi: Ældre kvinde blev forsøgt voldtaget af fremmed mand

Der er lørdag grundlovsforhør i Retten i Sønderborg med en 26-årig mand.

En ældre kvinde i Tønder blev natten til fredag forsøgt voldtaget i sit hjem af en mand, der var brudt ind i hendes hjem, vurderer politiet.

En 26-årig mand er blevet anholdt, og lørdag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Kvinden er chokeret, men har ikke lidt fysisk overlast, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den anholdte skal være brudt ind i kvindens hjem, fremgår det af en pressemeddelelse.

I første omgang var en 48-årig mand fra lokalområdet mistænkt, men efterforskningen viste dog, at han formentlig ikke havde noget med sagen at gøre.

Derefter blev den 26-årige anholdt og sigtet. Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Sønderborg.

Umiddelbart oplyser politiet ikke, hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen om forsøg på voldtægt.

/ritzau/