Pige ramt af haglskud mens hun hoppede på havetrampolin
En ældre mand sigtes for grov vold for at have affyret haglskud, som ramte en pige og hendes far i villahave.
En ældre mand sigtes for grov vold for at have affyret haglskud, som ramte en pige og hendes far i villahave.
En pige og hendes far blev ramt af hagl, da de befandt sig på en trampolin i en have i Solrød Strand.
Det skete mandag aften, og tirsdag blev en ældre mand fra Solrød sigtet for grov vold og for at forvolde fare for de to personer.
Det fremgår af døgnrapporten onsdag fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Selv om både pigen og faren blev ramt, slap de uden alvorlige skader. Pigen fik dog en skramme.
Pigen var ved at hoppe på trampolinen i en have i et villakvarter i Solrød Strand, da hun blev ramt. Det fik faren til at gå med op på trampolinen for at forsøge at afklare, hvor haglet kom fra. Så blev han også ramt, og han alarmerede politiet.
Det skete klokken 20.08 mandag.
Efterforskningen førte politiet på spor af den ældre mand, der har erkendt, at han brugte sit luftgevær i området. Han var ved at regulere duer, forklarede han.
Han nægtede, at han havde haft til hensigt at ramme personer.
Politiet vurderer, om der også skal rejses sigtelser mod manden i forbindelse med fuglereguleringen.
/ritzau/